Abens fald
Den farverige og lettere forvirrede Drage syntes egentlig at det var meget dejligt at have aben siddende fast i sin hjerne.
Hun kunne mærke hvordan han rutchede rundt derinde. Det kildede dejligt og gav også en masse varme med den energi der blev
genereret af abens fjollede krumspring. Nogle gange virkede det også som om aben kunne sortere nogle af dragens rodede tanker
nu hvor han alligevel sad fast derinde, og på den måde var han faktisk en stor hjælp. Dragen fandt på underlig vis en form
for ro i Abens uro.
Aben synes også at det var rart og lunt i Dragens hjerne i den første lange tid. De mange krøllede tanker derinde gav ham
masse af sjove udfordringer.
Efterhånden var Aben dog begyndt at spinde sig lidt for meget ind i dragens mange nervetråde, og han begyndte at føle sig
lettere klemt. Han kom oftere og oftere til at rive nogle af trådene over, og det gjorde ondt på Dragen. Dragen
vidste dog at det ikke var af ondt vilje at aben kom til at rive tråde over og nogle gange træde forkert på ømme nerver,
og derfor så hun gennem kløerne med det.
Men efter noget mere tid havde han forvildet sig så dybt ind i Dragens hjerne, at det pludselig var blevet meget mørkt derinde.
Aben vidste ikke hvordan han skulle komme op igen, og jo mere han forsøgte at komme ud, jo dybere ned i mørket kom han.
Aben havde det ikke godt i mørke. Han holdt langsomt op med at fjolle og blev mere og mere stille og trist. Han sank sammen
dernede i mørket og ikke engang Dragen kunne hjælpe ham op eller ud igen.
Hverken Dragen eller Aben anede hvad de skulle gøre.
